fbpx

Jeg kan bare ikke lade være…

Innovationsrådgiver Smeden og iværksætteren Ingvard Munch-Kure har mere end 50 års erfaring at dele ud af.

Af Michael Berg Larsen / 26.11.2018
 
Ingvard er smed. Han er iværksætter. Han ‘løser’ udfordringer. Han finder løsninger. Og sådan har det været i 57 år. Ingvard har aldrig været bange for at give sig i kast med udviklingsprojekter eller give iværksættere en stor hånd med på vejen.
 
»Jeg har gennem årene haft mange iværksættere igennem min maskinfabrik – iværksættere som f.eks. skulle have lavet prototyper eller testet produktionsprocesser. Jeg kan simpelthen ikke lade være,« forklarer han mens han viser rundt på den ret store maskinfabrik, der pt. huser et ‘næsten-helt-fra-bunden-af-vi-banker-nitter-i-renoveringsprojekt’ af en københavnsk sporvogn.
 
»Egentlig er det meget enkelt: Iværksættere kommer til mig med en udfordring. Det holder mig i gang at blive udfordret – og finde løsninger. Det gør det sjovt at gå på arbejde. Det giver energi. Det samme gør iværksætternes gå-på-mod og deres glæde, når projektet 1-2-3 tager et stort spring fremad.«
 
Derfor er det ganske naturligt for Ingvard Munch-Kure at blive tilknyttet 588 Startup Program som innovationsrådgiver, hvor han er blevet involveret i flere 588-projekter.
 
Rocio Paniagua Jensens fik f.eks. fyret op under sin drøm at producere delvist
håndlavede design-mosaikker til f.eks. køkken og bad, da en tekst viste, at Ingvards vandskærer kunne fungere som en næsten sømløs forlængelse af Rocio’s designproces. På samme måde har Ingvard, hans mænd og hans maskiner ryddet noget af vejen for både et design-lampeprojekt og et glaspuster-projekt.
 
Ingvards gode råd til andre, som kunne tænke sig at give sig i kast med at skubbe iværksættere i gang for alvor?
 
»Det er faktisk ikke svært. Men man skal huske på, at folk tit kommer efter at have ‘født’ en idé eller et projekt. Det gør, at man skal være god til at lytte og være klar til at få idéen og tankerne bag helt ind under huden, inden man kaster anker. Man skal give plads – og huske, at det er iværksætternes projekt og deres beslutninger, som skal drive udviklingen.«
 
»De kan bare komme an,« smiler Ingvard og fortsætter:
 
»Det er naturligvis rart at få honoreret sit arbejde, som vi kan via 588. Her hos Trio Nexø gør vi sådan, at der -efter aftale – betales for tid og materialer på værkstedet, mens jeg gerne kaster mine egne timer ind i puljen sådan con amore.«

 

»Det holder mig i gang at blive udfordret – og finde løsninger. Det gør det sjovt at gå på arbejde. Det samme gør iværksætternes gå-på-mod og deres glæde, når projektet 1-2-3 tager et stort spring fremad.«

Trio Nexø
Ingvard Munch-Kure
56 49 28 48
ingvard@trionexoe.dk

Web

   

588 er Bornholms iværksætterprogram – drevet af Business Center Bornholm og finansieret med støtte fraBornholms Vækstforum og EUs Socialfond. 588 HOVEDKVARTER: Møbelfabrikken, Gl. Rønnevej 17A, 3730 Nexø – kontakt@588.dk