fbpx

Det kan være farligt at tage til Bornholm…

Ibsker. Camilla og Mads købte en enkeltbillet til Bornholm for at realisere drømmen om at kunne leve af at dyrke og producere havtorn.  

Det kan være farligt at tage til Bornholm. Især hvis man lever et liv, hvor kabalen, der skal gå op, hedder: To gode og spændende fuldtidsjob. To børn i børnehave. Den ene bringer. Den anden henter. Som oftest ‘lige omkring’ klokken 16.45. Dem, der har taget turen véd, hvordan det kan være. Dem, der har taget turen, véd, at man fra tid til anden får et behov for at ryste posen – og måske en lyst til – eller nogle drømme om – et andet liv.

Det er 10 år siden. Historien er fortalt så mange gange, at den nærmest kommer af sig selv: Camilla, Mads og børnene var på ferie. Med udsigt over Østersøen. Med sol og sommer. Med bare tæer. En ferie, hvor børnene forsvandt rundt om hjørnet for at hente æg til frokosten…

Samtidig var Camilla – efter 10 år som produktionschef og indkøber i nogle af landet store tøjkoncerner – i gang med at uddanne sig til Body-SDS-terapeut og havde fået færten af superfoods og havtorn.

Rie og Jesper, som lagde ferielejlighed til ferien på Nordbornholm, havde selv taget turen fra Gentofte til Bornholm.


Der var sået et frø. Kunne man flytte hele familien til Bornholm og begynde at producere økologisk havtorn?

»Vi stak fingeren i jorden. Vi fandt vores egen tilflytterkonsulent. Vi besøgte skoler. Vi researchede en hel del – og overvejede faktisk både Lolland og Nordsjælland,« erindrer Camilla.
 

»Der var en anden iværksætterånd på Bornholm. Lehnsgaard, Svaneke Bryghus, Hallegaard var allerede i gang med at lægge de første sten til det bornholmske fødevarebrand. Det var virksomheder vi kunne spejle os i og som måske kunne give os en hånd med på vejen,« fortæller Mads og fortsætter:
 

»Det var ikke afgørende, men det pegede ihvertfald den rigtige vej, at Bornholm allerede var igang med Bright Green Island-strategien og på den måde havde ambitioner om at gøre en forskel på den grønne dagsorden.«

»Og pludselig en dag – en torsdag i november – så stod vi der med fire enkeltbilletter.«

Og sommeren 2010 plantede Camilla og Mads de første 450 planter og etablerede dermed Danmarks første økologiske havtorn-plantage.

I dag sælger Høstet havtornmarmelade, havtornsaft, havtornflager, havtornsirup, havtornsnaps, havtornsæbe, havtorn-kerneolie og frosne havtorn. Samtidig bliver de økologiske havtorn brugt i alt lige fra øl, tyggegummi. chokolade, slush-ice og vandkefir og meget mere.

»Bornholm er på mange måder lidt vild. Vores børn blev nærmest adopteret fra dag ét. Vi har fået massiv opbakning fra ‘de lokale’. Når vi har besøg af vores kunder, så kan vi bruge Bornholm til at skabe nogle meget stærkere relationer,« fortæller Camilla og fortsætter:

»Samtidig er jeg slet ikke i tvivl om, at man har lidt mere medvind, når man placerer sin virksomhed på Bornholm. Bornholm har et meget stærkt brand. Fødevarer og Bornholm hænger ligesom sammen takket være en lang række ildsjæle, som ikke har været bange for at bryde nyt land – og det gælder både fødevareproducenter, landmænd og kokke.«

»Vi har ikke fortrudt et øjeblik. Bornholm er faktisk ikke så langt væk. Og når man får familien på besøg, så er det tit mere givende, fordi de bliver her længere og har bedre tid til ‘fællesskab’. 

 

 

TIMELINE

Sent efterår 2009 Camilla, Mads og deres børn køber en enkeltbillet til Bornholm.

Sommeren 2010 Familien Meisner flytter ind på Fløjlegaard og planter de første 450 planter. Danmarks første økologiske plantage med havtorn er en realitet.

2011-2012-2013 Mens planterne vokser arbejder Mads arbejder som jobkonsulent i Rønne – og Camilla er selvstændig som Body-SDS-terapeut.

August 2013 Den første høst. Forsøgene begynder.

Juni 2014 Den første egentlige produktion af havtornmarmelade sættes i gang.

Juni 2014 Marmeladen fra Høstet vinder fødevareprisen i forbindelse med kokkekonkurrencen Sol Over Gudhjem. Blandt dommerne var blandt andet Michel Michaud og Francis Cardenau.

Efteråret/vinter 2014 Camilla og Mads arbejder fulltime med Høstet.

2015 Høstet modtager tilskud fra LAG Bornholm ( Tæt på 200.000 kr.) til etablering af blandt andet gårdbutik og fryserum (Samlet budget tæt på 650.000 kr.)

25. juli 2015 Havtorn-øllen »Altid sommer« får fem stjerner ud af seks i test i EkstraBladet. Udviklet i samarbejde med Svaneke Bryghus.

20. januar 2017 Crowdfundingkampagne søsættes for  at finansiere en fordobling af antallet af planter.

Marts 2017 Høstet crowdfunder 76.600 kroner – og kan nu fordoble antallet af planter.

Marts 2017  Høstet lancerer havtornolie. Høstet samarbejder med Bornholms Sæbesyderi i Svaneke om at udvikle hudplejemidler.

Sommer 2017 Video: Den svenske kok Tareq Taylor besøger Høstet. Se video.

Sommeren 2017 Small Batch Brewery lancerer klassisk pale ale med havtorn saft i samarbejde med Høstet.

18. september 2017 Høstet og Kjærstrup udvikler chokolade med havtorn

Februar 2018 Ginscape vinder World Gin Awards i London. Høstet har leveret havtorn til det danskejede ginprojekt.

23. juni 2018 Syltet havtorn vinder fødevareprisen i forbindelse med kokkekonkurrencen Sol Over Gudhjem.

Maj 2018 Lakrids by Bülow lancerer berries med blandt andet bornholmske havtorn.

Efteråret 2018 Når høsten er ovre skal der plantes yderligere 2.000 havtornplanter.

   

588 er Bornholms iværksætterprogram – drevet af Business Center Bornholm og finansieret med støtte fraBornholms Vækstforum og EUs Socialfond. 588 HOVEDKVARTER: Møbelfabrikken, Gl. Rønnevej 17A, 3730 Nexø – kontakt@588.dk