fbpx

Det bornholmske brand giver medvind…

Kreativ weekend René og Ingeborg tog til Bornholm en weekend for at udvikle en ny kollektion – og endte kort efter med at flytte firma og familie til øen. Blandt andet fordi økologisk børnetøj rimer på Bornholm…

 

Af Michael Berg Larsen / 27.11.2018

»I 2012 kører vi rundt på Bornholm en hel weekend på jagt efter inspiration, farver, former og udtryk til en ny kollektion. Det ender dog med, at vi kører rundt og kigger på huse i stedet for,« husker Ingeborg Griegel – den ene af ejerne bag det økologiske børnetøjsbrand, Okker Gokker.

»Det var tydeligt, at Bornholm og de bornholmske styrkepositioner – ja, de flugtede rigtig rigtig godt med både vores produkt og med os som mennesker,« fortæller hun og uddyber:

»Bornholms grundlæggende udtryk er natur, og med Bright Green Island strategien havde Bornholm sat en ambitiøs grøn kurs.«

2013 landede familien på Bornholm. Lejligheden på Frederiksberg var solgt. De lagde storbyens stress bag sig. Fik ny luft. Fik plads til forretning og lager på Møbelfabrikken i Nexø.

»Det var næsten for nemt. Vi googlede lidt og fandt lynhurtigt gode lokaler i Nexø. Alle var ivrige efter at skubbe os videre – at give en hånd. Og da vi ankom med én af de rigtig sene færger (på den anden side af 24.00) , ja så stod Jeanette fra Møbelfabrikken der med nøglerne til lageret og et værelse med nyredte senge til hele familien.«

Efter fem år på Bornholm siger Ingeborg:

»Jeg har ikke savnet København. Ja, det skulle da lige være udvalget af lækker take away. Men i stedet har vi fået et liv med hus, 20.000 kvm grund, solceller, heste, får og frisklagte æg. Hver morgen. Og så syntes jeg, at bornholmerne har omfavnet både os og vores barn. Både familie og virksomhed har fået koblet nogle ganske stærke netværk på.«

»Ved at flytte til Bornholm fik vi en række andre fordele. For det første blev vi skubbet pænt fremad af det stærke bornholmske brand. Okker Gokker blev simpelthen en bedre og en mere sammenhængende historie – og messe-katalogerne flyttede os fra side 22 til forsiden. Vi har på den måde distanceret os en smule fra konkurrenterne.«

»De faste omkostninger (husleje, lager, forsikring) er noget lavere end på Frederiksberg. Det gør, at det er lettere at få tid til at tænke sig om og gøre tingene på den rigtige måde.«

 

Web

Okker Gokker

Nord + Nord ApS

Havnen 1, 3730 Nexø

45 21 45 54 36

contact@okker-gokker.dk

»Det var næsten for nemt. Vi googlede lidt og fandt lynhurtigt gode lokaler i Nexø. Alle var ivrige efter at skubbe os videre – at give en hånd.«

Okker Gokker har i dag et 300 kvm. showroom med udsigt til Nexø havn. Showroomet opvarmes med varme produceret 100 procent af biomasse. Den overvejende del af strømforbruget er co2-neutral og kommer fra sol, vind, flis, vandkraft og gyllepower. (74 procent pr. 27.11.2018)

Strategien er for nylig skiftet fra b2b til b2c – kombineret med en samarbejdsaftale om levering til de kinesiske forbrugere. Design og udvikling sker i Nexø. Selve produktionen sker i forskellige lande – bland andet 
 i Indien, Tyrkiet, Polen  og med et setup, som sikrer syerskerne en løn for deres arbejde, som de kan leve af.

De tre brandmærker Valhalla Reunion Gudhjem, Okker Gokker Nature og The Organic Wear Bornholm er alle certificeret efter Global Organic Textile Standard.

   

588 er Bornholms iværksætterprogram – drevet af Business Center Bornholm og finansieret med støtte fraBornholms Vækstforum og EUs Socialfond. 588 HOVEDKVARTER: Møbelfabrikken, Gl. Rønnevej 17A, 3730 Nexø – kontakt@588.dk